BYFIFF

Hun var født opi hole Haparanda,
Det var den gang, kaptein Braa stod i fullande brag
Og seilede med briggen Arianda
Som senere blev omdøbt til Kong Dag.
Madammen var med ham paa turen den gang
Og hun lo og hun sang,
Hun var nygift og som perlepolka trippende paa taa.
Naa, siden blev madammen baade tyk og traa,
Fik en braade med smaa.
Men den første kom til i Haparanda
Og blev døbt paa stedet Anna Wanda.

Da hun blev konfirmert, Anna Wanda,
Var hun tærtende fornem og fin og frisert.
Hun spilte paa klaver af jacaranda
Og var f o r sig, aa saa udspekulert.
Saa kom hun optil Bergen i en exclusic klikk,
Lærte dans og plastikk.
Siden trivtes hun nu slet ikke mer paa vor øj.
Ikke mer med paa Holmen, saa’n paa leven og gøj.
Nei, ”Der var saa meget støi,
Og hør, v e d De nu hva! Man kan da
Ikke skjæmme sig ud,” sa Anna Wanda.

Jeg synes saa synd paa Anna Wanda,
hun blev gaaende her, hun blev grætten og sur.
Hun holdt sig nu mest paa sin veranda
Og foraad sig paa literatur.
Saa kom der da virkelig en frier tilslut,
Aa, en modig kanut!
Han var styrmand og hurragut og hei, vil du gaa!
Han entrede verandaen og spurgte som saa
Og naar slaget skulde staa.
Men jeg tænker han fik svar:
”Nei hør på h a n da!
Tro hva bilder han sig ind?” sa Anna Wanda..

Det gikk sørgelig kleint med Anna Wanda,
For Braa havde jobbet og døde som en fant.
Hva hjalp saa et klaver af jacaranda
Og tango og hækletøi og tant?
Saa fik hun da plads i en legetøibutik
Og henfaldt til drikk.
Men senere, naar gutter gaar til piger for at fri
Og gutten han er hidsig og pigen hun er stri,
Saa kan han bare si:
Aa, kys mig saa besønderlig paa manda’!
Husk du bare slig det gikk med Anna Wanda.

Siste runde.

Haha, jeg er der igjen. Livets ironi og jeg har hatt atter en kamp om liv og død og kjærlighet. Man skulle tro man ble for gammel for den slags på et tidspunkt. En annen ting som man kanskje også burde blitt for gammel ting er playing. Playing er et fjongt begrep som burde avskaffes ved guillotine. Går såklart ut på å lede noen til å tro noe i et romantisk forhold som ikke er sant. Et slags stille lovt utopia som ikke eksisterer. Hvem vet. "Det er meg, ikke deg" talen er i alle fall utgått på dato, det er helt sikkert. Men jeg er ganske flink. Jeg klarte å være objektiv igjen. Le av det. Lille paraplygutten er søt, og om vi ikke er ment to be, så kan vi like greit henge litt på veien. De spiller jo brettspill der, jeg vil jo ikke gå glipp av det. Når man har det trivelig sammen, så burde man klare å være voksne. Eller... burde man klare å ikke være voksne?

Klarte akkurat å misse toget mitt igjen. Jeg og Oslo S er gode bekjente nå, skal tro. Det er som om stedet har sett meg i alle sinnstilstander. Skummelt, på et vis.

Meg og deg, Katamari, vi skal alltid ha hverandre. Jeg elsker deg, Øys, siden du tar vare på meg, ved å bare eksistere. Du er litt av hjemme som jeg har tatt med meg. Litt av det gode gamle. Jeg trenger det så hardt. Håper vi ikke ødelegges av å flytte sammen. Det nekter jeg på.

Adieu, Herr Paraply. Jeg vil ikke gi opp.

Tredje runde?

Du vet når du har skrelt et hardkokt egg? Slik er huden hans. Feelgood og smågodt. Herr Paraply med Ibux og Paracet, stakar da. Vil jo bare gjøre ham frisk. Man prøver hardt. Alle som kjenner Ole Høve vet jo at det fort kan bli mye av det. At han prøver for hardt. Kanskje det går seg til. Jeg håper det, for han er skjønn.

Vel, dialog på tirsdag. Da har paraplyen bursdag og, tenk. Ikke lett med alle disse bursdagene på en gang. Sondregut fikk et fjongt bilde, da! Nå må jeg rett og slett videre å øve på dialogen så den kommer seg på plass. Det skal den nok bli. Katta på det heite blekktaket skal nok fjonge seg avgårde.

Denne gangen. Denne gangen skal det gå. I can go the distance and all that jazz -.-

Andre runde.

Livet mitt er på andre runde for enn så lenge. Jeg elsker det.

Herr Paraply geleider meg rundt i Oslos gater. Han bruker ikke ord, men armene hans var plutselig der og ledet meg. Koselig. Hvem vet.

Aner IKKE hva jeg skal finne på til alle som har bursdag for tiden. Herregud, jeg er jo ikke noe flink til å finne gaver. Men man må vel bare prøve. Også er ballet i kveld. Det blir så utrolig stas. Tenk å få LOV til å drikke rødvin til maten. Tenk å tenke på å få lov til det når man er tjue år. Leit.

Og, jeg er videre på andre runde på den helsikes skolen. Det vil si at jeg må begynne å tenke på monolog #2- Dette kan bli hardt for Olegutten. Elsker det.

Katt på hett blikktak

Katten Maggie og meg, vøtt. Two of a kind.

Pupillene hans gikk i ett med resten av øyet. Det fikk meg til å tenke på helt andre ting enn opptaksprøven. Han smalner øynene når han hører etter. Eller når han tenker. Eller når han analyserer. Hvem vet, Herr Paraply.

Året nærmer seg drastisk slutten. Det gjør meg utrolig nervøs. Hva skal jeg gjøre med alle tingene mine? Hvilken skole skal jeg gå på til neste år? Hva skal jeg ta meg til? Hvor skal jeg bo? Hvem skal være vennene mine og hvem skal bare bli vekk i tåka? Skjønner?

Også er BuST ferdig. Gjett tre ganger om det var det tristeste i verden? Ja. De var så utrolig flinke på forestillingen at det var ikke til å tro. De skjønte virkelig at de sa videre til verden noe om moralen i Den Stygge Andungen. Jeg har gjort en bra ting for verden nå, merker jeg! Alt arbeidet ble såklart plutselig verdt det. Det er øyeblikkene man venter på.

I tillegg er jeg inne i en merkelig prosess av noe jeg ikke helt vet hva er om dagen. Selvrealisering, kanskje? Hvem vet. Noe må det være. Jeg må finne ut hvorfor mine venner er mine venner, og hvorfor folk kan tolke mine beste intensjoner til bare å være... irriterende. Tenker mye på hvordan jeg fremstår for andre and all that jazz. Orker ikke en helt sånn "skal bli ett nytt og bedre menneske" outrage, men noe må i alle fall gjøres.

Også får vi se da, paraplyen. Neste uke en gang?