BYFIFF

Hun var født opi hole Haparanda,
Det var den gang, kaptein Braa stod i fullande brag
Og seilede med briggen Arianda
Som senere blev omdøbt til Kong Dag.
Madammen var med ham paa turen den gang
Og hun lo og hun sang,
Hun var nygift og som perlepolka trippende paa taa.
Naa, siden blev madammen baade tyk og traa,
Fik en braade med smaa.
Men den første kom til i Haparanda
Og blev døbt paa stedet Anna Wanda.

Da hun blev konfirmert, Anna Wanda,
Var hun tærtende fornem og fin og frisert.
Hun spilte paa klaver af jacaranda
Og var f o r sig, aa saa udspekulert.
Saa kom hun optil Bergen i en exclusic klikk,
Lærte dans og plastikk.
Siden trivtes hun nu slet ikke mer paa vor øj.
Ikke mer med paa Holmen, saa’n paa leven og gøj.
Nei, ”Der var saa meget støi,
Og hør, v e d De nu hva! Man kan da
Ikke skjæmme sig ud,” sa Anna Wanda.

Jeg synes saa synd paa Anna Wanda,
hun blev gaaende her, hun blev grætten og sur.
Hun holdt sig nu mest paa sin veranda
Og foraad sig paa literatur.
Saa kom der da virkelig en frier tilslut,
Aa, en modig kanut!
Han var styrmand og hurragut og hei, vil du gaa!
Han entrede verandaen og spurgte som saa
Og naar slaget skulde staa.
Men jeg tænker han fik svar:
”Nei hør på h a n da!
Tro hva bilder han sig ind?” sa Anna Wanda..

Det gikk sørgelig kleint med Anna Wanda,
For Braa havde jobbet og døde som en fant.
Hva hjalp saa et klaver af jacaranda
Og tango og hækletøi og tant?
Saa fik hun da plads i en legetøibutik
Og henfaldt til drikk.
Men senere, naar gutter gaar til piger for at fri
Og gutten han er hidsig og pigen hun er stri,
Saa kan han bare si:
Aa, kys mig saa besønderlig paa manda’!
Husk du bare slig det gikk med Anna Wanda.